Urtekalender i februar: Bøger om vilde medicin- og spiseplanter.

Bøger om vilde medicin- og spiseplanter

Rosanna – hvilke bøger skal jeg købe, når jeg interesserer mig for urter?

Det spørgsmål får jeg rigtig, rigtig tit – en information, mine kursister selvfølgelig altid har nydt godt af. Men nu laver jeg også en liste, med bøger om vilde medicin- og spiseplanter, til ALLE jer gode urtefolk. Listen er ikke udtømmende, og jeg er mere bevandret i botanikbøger end i alle andre, fordi jeg har lænet mig op ad mine uddannelser.

Udover disse bøger får du naturligvis glæde af al den viden, jeg har samlet sammen gennem mine kurser. Til sidst finder du et link til mit store urtemedicinkursus, Urterne Kalder. Hvis du vil læse mere om kurset nu, kan du trykke på teksten her.

Brugte bøger om vild mad og urtemedicin

Jeg er stor fan af at finde bøger i genbrugsbutikker, og du kan finde mange lækre bøger der. Det, du skal være opmærksom på, er, at hvis bøgerne er af ældre dato, kan man siden have opdaget, at en plante ikke er sikker at indtage. Derfor skal du altid tjekke op på informationen i forhold til at indtage planterne – fra ældre bøger – også fra ældre oplag af bøger, der stadig udgives.

Del meget gerne dine yndlingsbøger i kommentaren til sidst, sådan at vi kan inspirere hinanden.

Botanikbøger

Nordens flora af Bo Mossberg og Lennart Stenberg

  • Et fantastisk opslagsværk på 1.000 sider med beskrivelser og botaniske tegninger af vilde planter i Norden. I min verden et absolut må eje, når man begiver sig ud i at finde vilde planter. En af de fede ting ved at eje denne guldgrube af viden er, at du kan kigge på billeder af planter, der er tæt beslægtet, og planter, der kan forveksles. Min udgave er plettet af mudder og godt flosset. Brugt og elsket!

Dansk flora af Signe Fredriksen, Finn Rasmussen og Ole Seberg

  • Dette er den ultimative nørdebog. Den er til dig, der begynder at interessere dig for at nøgle planter – som er en videnskab i sig selv. Det er næsten kun tekst og en masse fagsprog, så man skal øve sig lidt i at bruge den. Det er også denne bog, man anvender på diverse botaniske uddannelser til botanisering. Jeg anbefaler, at man også ejer Nordens flora, når man bruger denne. Det er godt at kunne slå billeder op og visuelt se, hvad der menes med teksten.

Træer og buske i landskabet af Helge Vedel og Jette Dahl Møller

  • Dette er en fin lille informativ bog med 130 vilde træer og buske. Den er let at have med sig, har god information og er overskuelig at læse. Den går langt mere i dybden end Nordens flora. Jeg har brugt den særligt meget til nåletræerne.

Danmarks træer og buske af Peter Friis Møller og Henrik Staun

  • En robust bog på 336 sider med 180 vilde danske træer og buske. Dette er virkelig en lækker bog at læse i, og den er MEGET gavmild med information. Du kan også nøgle planter fra denne bog, og der er billeder ved til at understøtte ordene. Jeg har brugt den meget til nåletræerne og pilefamilien.

Feltfloraen af Bo Mossberg og Lennart Stenberg

  • Dette er en feltudgave af Nordens flora. Min udgave ser totalt ubrugt ud, fordi jeg altid ender med at tage Nordens flora med – den er simpelthen for mangelfuld til min smag – men praktisk i størrelse. Det skal siges at den indeholder 1000 planter og har de vigtigste med.

Der findes et hav af andre botanikbøger, som også har sin ret. Jeg har fundet virkelig fine, illustrative gamle udgaver i genbrugsbutikker. Listen her er de bøger, som frit kan købes, og som jeg har brugt mest.

Bøger om naturmedicin

Fordi jeg er uddannet phytoterapeut (urteterapeut) fra Urteskolen og har taget et større kursus med Lisa Ganora (om plantekemi), er mit bekendtskab med bøger om naturmedicin begrænset. Hvis du kender nogle, du vil anbefale, så del dem endelig i kommentaren.

Selvfølgelig vil jeg starte med at fortælle, at du i mit store urtemedicinkursus Urterne Kalder får glæde af al den viden, jeg har tilegnet mig gennem uddannelser og bøger – både i form af bøger, jeg har skrevet, videoer og opgaver. Du kan læse om det her:

Medicinplanter i Norge

  • Fantastisk bog! Gavmild og informativ. Spændende info om både hvilke dele du kan bruge, indholdsstoffer, historisk brug og nutidig anvendelse. Et kæmpe plus er, at den rammer rigtig mange af de planter, vi har i Danmark. Et par minusser er, at den ikke har tydelige billeder af planterne, og at man skal være opmærksom på at skille historisk brug fra, hvad vi faktisk ved om hvordan urterne virker.

Stephen Harrod Buhner

  • Jeg er Buhner-fangirl – jeg har seks af hans bøger! Jeg elsker den måde, han skriver på, hvor han blander overtro, historiske fortællinger, historisk brug, nutidig videnskab og logik sammen. Jeg har været mest glad for Lost Language of Plants og Sacred and Herbal Healing Beers. Et minus er, at du skal tage ham med et gran salt og tjekke op på noget af den mere faktuelle viden. Han er en magiker, og han giver alt, hvad han skriver om, et magisk strøg – det er en af de ting, der gør ham til en fornøjelse at læse.

Susun Weed

  • Jeg har aldrig læst nogle af hendes bøger, men har læst en del af hendes blogposts og set hendes videoer på YouTube. Hun skriver godt og brugbart – det er konkret viden, levet liv og afprøvede bryg, der beskrives. Det gør hende meget troværdig. Skriv endelig i kommentaren, hvis du har noget at sige om hendes bøger.

Rosemary Gladstar

  • Jeg har et par af hendes bøger og har brugt dem som opslagsbøger, bl.a. Herbs for Children’s Health. Derudover har jeg nydt godt af hendes YouTube-videoer og er dybt taknemmelig for, at hun har været med til at udbrede kendskabet til fire cider – et fantastisk medicinsk eddikeudtræk til at styrke immunforsvaret. Der kommer en dansk udgave af fire cider senere i februar – fra mig.

Folk og flora

  • Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte og slutte med Folk og Flora. Det er en fantastisk samling af viden fra 70’erne skrevet af Brødegaard. Det er fire værker spækket med indsamlet viden fra alle dele af Danmark om brugen af vilde danske planter, overtro, forskellige navne, hvordan de har brugt planterne, digte og utroligt meget andet. De er dog antikvariske og et dyrt bekendtskab på omkring 2.000 kr. for alle fire. Men den gavmilde verden, som bare giver og giver, har også givet adgang til disse på nettet. Via linket herunder kan du finde al info fra bøgerne, frit tilgængeligt. Jeg har valgt at erhverve mig dem – fordi de også bare er lækre at bladre i.
  • 🔗 Brøndegaards samling

Herbal Constituents af Lisa Ganora

  • Dette er min bibel inden for plantekemi i vilde medicinplanter. Det er også noget af en nørdebog, og man skal umiddelbart have et vist kendskab til organisk kemi for rigtigt at få noget ud af den. Eller tid og beslutsomhed – kombineret med YouTube-videoer om organisk kemi. I bogen er der også en masse spændende info om, hvad de aktive indholdsstoffer i planterne gør. Men hvis man giver sig i kast med den, er det væsentligt for mig at understrege, at bare fordi en plante indeholder et stof, som kan have en bestemt virkning, er det ikke sikkert, at planten har denne virkning, da der er 1.000 faktorer i spil.

Medicinal Mushrooms af Martin Powell

  • En god bog omhandlende 19 medicinske svampe, hvoraf en håndfuld af dem vokser i Danmark. Der er omfattende viden om, hvilke sygdomme de kan bruges til, og referencer til videnskabelige studier under hver svamp.

Bøger om vild mad

  • Der er flere elementer i dette – både at kende planterne, have en overordnet viden om at bruge dem og kende specifikke opskrifter og teknikker. Jeg har set de fleste danske bøger om emnet, og de er gennemgående mangelfulde eller ikke særligt dækkende informativt. Der findes fantastiske bøger på engelsk, men deres ulempe er ofte, at højst halvdelen af urterne findes i Danmark.

Medicinplanter i Norge

  • Denne bog har også en masse god info om at spise planterne.

Samuel Thayer

  • Bøgerne handler om at finde, genkende og anvende vilde planter kulinarisk.
  • Jeg har fire af hans bøger, og de er ekseptionelt gavmilde med info og billeder. Det er så eminent gode bøger, at jeg næppe tror, der findes noget bedre på markedet. Minusset for os i Danmark er, at mindre end halvdelen af planterne vokser her.

Pascal Bauder

  • Dette er opskrifts- og tekniske bøger med vilde planter. De er små kunstværker, og Pascal har virkelig en høj æstetisk sans. Han er en ægte forsker ud i vilde planter. Bøgerne er lette at læse, personlige, informative og smukke – og du får lyst til at lave det hele. Han har skrevet fire bøger, og en femte om vilde frø og korn er på vej.

Hedgerow af John Wright

  • Fin lille bog udgivet af River Cottage. Som du måske har fornemmet gennem teksterne, er jeg glad for information og informationsgivende bøger. Denne er en lille, kompakt bog med meget fin info. Da den er fra England, har den fordelen, at man kan finde alle planterne her i Danmark.

Tak for at læse med! Jeg håber du har fundet denne liste, over bøger om vilde medicin- og spiseplanter, inspirerende!

Hvis du drømmer om at dykke dybere ned i de vilde medicinplanter, kan du læse om mit kursus “Urterne Kalder” via linket herunder.

Urterne Kalder er en vild rejse ind i de fantastiske medicinplanter vi har i Danmark. I 12 uger går vi helt tæt på urterne, deres hjem i naturen og anvendelse til et liv i balance.

Kurset indeholder omfattende viden om teknikker, egenskaber, botanik, sundhed, brug i hverdagen samt en værdsættelse af vores danske natur. Du kommer til at følges med en gruppe nysgerrige og naturinteresserede mennesker.

Læs mere om kurset ved at trykke på billedet.

Ét svar til “Urtekalender i februar: Bøger om vilde medicin- og spiseplanter.”

  1. Jette Ostan Vejrup Avatar
    Jette Ostan Vejrup

    Hej Rosanna.
    Først af alt et kæmpe stort tak for al din inspiration, viden og skønne måde at formidle på!
    Jeg vil give min gode veninde en guidet sanketur i julegave og vil høre, om du planlægger at afholde ture i det kommende år?
    Bedste hilsner, Jette

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Naturmedicin

OM MIG

Mit navn er Rosanna, jeg er uddannet Phytoterapeut (urteterapeut) fra urteskolen. 

Jeg er urteentusiast og langsomt har urterne inficeret store dele af mit liv. Det er det jeg formidler her på siden, på mine kurser og vandringer: kærligheden til urterne og deres fantastiske egenskaber som mad og medicin. Særligt er det de vilde danske medicin og spiseplanter jeg arbejder med.

de vilde danske spiseplanter

Urterefugium:
De vilde danske spiseplanter

4 dages fysisk kursus ved Skælskør. 

25-28/6 2026

Det er VILD mad. Det er dansk natur. Det er fordybelse i nuet og i urterne. Det er inspiration, samvær og nærvær. Det er både primitivt og luksuriøst på samme tid – det er Urterefugium.

Søg på bloggen:
Seneste blogindlæg:

Nordiskurte Kundskab | Kursuslogin