





Kend dit grantræ: Rødgran
Vi har RIGTIG meget rødgran i Danmark. Den dækker omkring 16% af det danske skovareal – såååå det skulle være til at finde en rødgran.
Men hvordan ved du lige, at det er en rødgran, du har fundet?
De letteste at forveksle rødgran med er hvidgran og sitkagran. Hvis du kommer til det, er det væsentligt at vide, at disse ikke er giftige og også kan bruges til en dejlig kop te – men de har ikke de samme medicinske egenskaber som rødgran (de medicinske egenskaber kigger vi på i morgen).
Se billede nummer 1
Et af de bedste og første kendetegn, jeg lærte, er de lange, slanke kogler, som bliver op til 16 cm. Jeg kan huske dem fra altid, fordi de indbyder til at samle op, smide omkring med og tage med hjem (hvorfor de, ligesom alverdens pinde og sten, skulle med hjem, har jeg for længst glemt).
Se billede 1,2,3
Nålene på rødgran er mørkegrønne. Hvis du skærer nålen igennem, er den rudeformet og ens på for- og bagside. De yngre nåle er spidse, men ikke stikspidse (som sitkagran) og slanke. De ældre nåle er mere robuste og afrundede i spidsen. Nålene hæfter hele vejen rundt om grenen og stikker lige meget ud til alle sider.
Se billede 3 og 4
Nålene sidder fast på en lille stilk på grenen, og denne bliver siddende tilbage, når nålene falder af, hvilket efterlader nubrede grene – det er også et kendetegn.
En rødgran bliver op til 40 meter høj og er oftest et symmetrisk træ at se på fra afstand.
Et spøjst kendetegn – se billede 5 og 6
På rødgran kan du ofte finde spøjse, brune abnormaliteter, der nærmest ligner små ananaser. Disse kaldes ananasgaller og er skabt af et insekt, som påvirker rødgranen til at danne dem rundt om sine æg. Hvis du ser sådan en, kan du være sikker på, at det er en rødgran, du står foran. Det er en symbiotisk relation og skader ikke rødgranen.
Hvordan adskiller hvidgran og sitkagran sig fra rødgran?
Sitkagran:
Særligt de unge nåle kan forveksles med rødgran. Men sitkagranens nåle er MEGET stikkende og flade, hvor den opadvendte side er grøn, og den nedadvendte side er hvidligblå.
Hvidgran:
Hvidgranens nåle er grågrønne til blågrønne. Dens kogler er kun ca. 5 cm lange, og de forekommer ofte i stort antal.
I morgen skal det handle om rødgranens medicinske egenskaber – et kraftfuldt vinterboost til dit immunforsvar. Vi dykker ned i, hvordan denne duftende nåletræ kan styrke kroppen, berolige luftvejene og tilføre næring i den kolde tid.
Litteraturanbefaling
Hvis du VIRKELIG begynder at interessere dig for den vilde danske botanik, vil jeg altid anbefale Norden flora af Bo Mossberg og Lennart Stenberg. Min største anbefaling af bogen ville være at se mit eksemplar, som er godt nusset og flosset med mudderstænk (fordi den ofte er med i felten, selvom den bestemt ikke er en feltbog med sine omkring 1000 sider) og en ødelagt ryg.
Træer og buske i landskabet af Helge Vedel og Jette Dahl Møller er også uvurderlig og betydeligt mindre – men med SÅ meget god info.
Ét svar til “2. februar: Kend dit grantræ”
-
Trine Eneh
Hvor lækkert med sådan en februar fokuskalender. Imorgen vil jeg ud og kigge efter rødgran og håber på at se nogen af de sjove ananasgaller.
Skriv en kommentar