Tur-TE

Tur-TE, betragtning af urter og Organoleptiske egenskaber.

Brugen af urterne handler ikke bare om at indtage dem, men også om mødet med dem og forbindelsen til dem. Dette kan vi gøre på mange måder:

  • Ved at lægge mærke til dem på vores vej.
  • Ved at betragte urterne.
  • Ved at tænke over urterne i hverdagen.
  • Ved at indtage urterne.
  • Ved at undersøge urterne med vores organoleptiske egenskaber.

Organoleptiske egenskaber

Organoleptisk, (af gr. organo- + lambanein gribe), sanse-; ved hjælp af sanserne.

  • Tekstafsnittet om organoleptiske egenskaber finder du i e-bogen “præparering af urter” som du fik i første modul.

Sanserne er et af dine vigtigste værktøjer; her har du muligheden for at opleve og opdage urterne; her kan du rimeligt sikkert vurdere om dine udtræk er vellykkede, hvor bitter urten er, om der er mange æteriske olier på spil, taninner i urten, antioxidanter og meget andet.

Du bør altid opleve en medicin- og spiseplante med hele din krop – også af den simple grund, at du husker bedre, når du tager hele din krop i brug.

Sæt dig med din urt, mærk den mellem fingrene, på din hud, hvordan føles den, er den hård, blød, kantet, fleksibel, tyk, porøs osv. Allerede ved strukturen får du en ide om, hvordan den bedst udtrækkes i en infusion – hvis urten er hård, som f.eks. rødder, bark, frø og andet, ved du nu, at den ved vandudtræk skal koges for optimal udvinding.

Hvordan dufter din urt? Har den en kraftig aromatisk duft, så indeholder den nok en masse æteriske olier og så skal der helt sikkert låg på, når du koger den. Hvad kan du dufte? Undersøg duften; er der elementer du kender? Hvilke tanker, minder, billeder bringer den frem i dit indre?

Sidst, men ikke mindst – smag på urten – før og efter tilberedning. Igen hvilke tanker, minder, billeder bringer den frem i dit indre? For de flestes vedkommende er de ældste minder knyttet til lugtesansen, og samtidig er lugte det, som sætter sig bedst i din hukommelse. Tag lugtesansen i brug, når du læser om urten ved at dufte til den samtidig (frisk/infusion/tinktur osv.) – så er der en større chance for at det sætter sig fast i din langtidshukommelse.

Dine organoleptiske egenskaber er din evne til at bruge dit sanseorgan til at opdage urten samt at vide ting om den – du kan smage, dufte og mærke dig frem til egenskaber ved urterne – i hvert fald når du har lært nogle grundelementer om urternes egenskaber.

Under kurset vil jeg invitere dig til at føre en dagbog over dine oplevelser med urterne, skriv dine sanseindtryk og tanker ned, både fysiske som duft, smag osv., men også associationer og inspirationer til hvad du kan bruge dem til.

God fornøjelse med at sanse urterne.

Nordiskurte Kundskab | Kursuslogin