Opskrifter

Opskrifter

Urtesalt

Ingredienser

  • 1 del salt
  • 1 del frisk urt

Fremgangsmåde

  1. Blend salt og urt med hinanden til det får en ensartet masse – hvis du har brugt frisk urt, bør massen være våd.
  2. Spred massen ud i et tyndt lag på en tallerken eller et andet passende underlag.
  3. Lad det står et tørt sted uden for direkte sollys.
  4. Efter et par dage bør massen være tør a la salt.
  5. Du kan nu komme urtesaltet på glas.
  6. Urtesaltet behøver ikke blive tørret, men kan opbevares ”frisk” på køl i en tæt beholder. Hvis der er salt nok, bør dette konservere urten.

Jeg skriver 1 del urt til 1 del salt; det er i volumen. Men start gerne med lidt mindre salt. Der skal bare være salt nok til at absorbere væsken og konservere urten. Du kan lave urtesalt med alle urter. Meget fugtige urter, som mange strandurter er, kræver mere salt end tørre urter som grannåle. Du kan også farve saltet med f.eks. bær som brombær, hyldebær, havtorn og flere. Bær indeholder rigtig meget væske og du bør kun bruge en lille mængde bær – ellers får du lavet saltsuppe og skal til at koge saltet ind.

Urtesalt kan også laves med tørrede urter, men her absorberer saltet ikke urten og resultatet er ikke lækkert som salt lavet på friske urter.

Urtesukker

Ingredienser

  • 1 del sukker
  • 1 del urt

Fremgangsmåde

  1. Blend sukker og urt med hinanden til det er en ensartet masse. Hvis du har brugt frisk urt, bør massen være våd.
  2. Spred massen ud i et tyndt lag (helst bare et par millimeter tykt) på en tallerken eller andet passende underlag.
  3. Lad det står et tørt sted uden for direkte sollys.
  4. Efter et par dage bør massen være tør a la sukker.
  5. Hvis massen har været godt fugtig, klumper sukkeret ofte sammen og laver noget a la kandis.
  6. Du kan nu komme urtesukkeret på glas.
  7. Urtesukkeren behøver ikke blive tørret, men kan opbevares ”frisk” på køl i en tæt beholder. Hvis der er sukker nok, bør dette konservere urten.

Jeg skriver 1 del urt til 1 del sukker; dette er i volumen. Men start med lidt mindre sukker og vurder på farven, om du vil have mere i. Der skal bare være sukker nok til at absorbere væsken og konservere urten.

Du kan lave urtesukker med alle urter. Meget fugtige urter som bær, kræver mere sukker end tørre urter som grannåle. Bær giver sukkeret smukke farver, men du skal virkelig være opmærksom på mængderne, da lidt for meget bær laver en sukkersuppe i stedet. Med bær skal du tilsætte få ad gangen til sukkeret.

Sukker er vidunderligt til at optage smag og farve fra urten, og laver det skønneste aromatiske og smukt farvede sukker til dine hylder og kreationer. 

Urtesukker kan også laves med tørrede urter, men her absorbere sukkeret ikke urten og resultatet er ikke lækkert som et urtesukker på friske urter.

Tangchips

Ingredienser

  • Tang
  • Olie (jeg bruger olivenolie)
  • salt – det kan laves uden salt, så det er en smagssag

Fremgangsmåde

  1. Rens tangen og smør den ind i olie og drys med lidt salt.
  2. Spred tangen ud på en bageplade i et tyndt lag. Det kan godt ligge tæt, da tangen skrumper hurtigt.
  3. Bag tangen 1 time ved 100 grader.
  4. Hvis du har lagt tangen tæt, så juster hvordan de ligger på pladen efter ca. 15 min, når de er skrumpet i størrelse.
  5. Følg med undervejs, så de ikke brænder på. De er ikke hidsige som grøntkålschips, meeeeen de kan godt lige pludselig få for meget.

Chipsene kan holde sig en uges tid i en tæt beholder. Hvis du sætter ovnen på lidt lavere grader, omkring 70, kan du også tørre tangen i ovnen. Det tager også ca. en time. Når der ikke er olie på tangen, skal du holde godt øje med dem.

Tangchips kan også laves af tørret tang, her følger du samme procedure med olie og salt efter behov, herefter steger du dem kort i ovnen (omkring 20 min) eller på en pande. Resultatet bliver lige så skønt som fra frisk.

Syltede Urter

Ingredienser

  • 1 dl Eddike
  • 1 dl Vand
  • 1 dl Sukker
  • 1 tsk. Salt
  • Så mange friske urter der kan være i et halvliters glas 
  • Krydderurter (smagsgivere)
  • 1 halvliters glas med låg

Fremgangsmåde

  1. Syltelagen: Vand, eddike, sukker og salt sættes over til simrekog med krydderurterne.
  2. Bladgrønt hakkes fra fint til groft, alt efter hvad du foretrækker. Vurder hvordan du foretrækker de enkelte urter hakket, f.eks. er blomster smukke hele og strandarve er også skøn i større stykker.
  3. Syltelagen skal kun lige koge, tilsæt urterne til lagen et halvt minut inden du slukker.
  4. Skold glas og låg, lige inden lage med urter tilsættes.
  5. Tilsæt lage med urter til glasset og luk låget med det samme.
  6. Hvis glas og væske er varmt nok, forsegler glasset sig. Hvis du ikke er sikker på, at glasset er forseglet, kan det opbevares på køl.
  7. Urtesylterierne kan bruges oven på retter, på rugbrød, i salater og sandwichs. Eksperimenter dig lidt frem for at finde din egen yndlingskombination af urter.

Forslag til urter: Brændenælde, Mælkebøtteblade, Mælkebøtteblomster, Døvnælde, Rød tvetand, Skvalderkål, Vejbred, Strandarve, Strandvejbred, Hvidmelet gåsefod, Strandasters, Strandbeder.

Forslag til krydderurter: Gråbynke, Røllike, Gulerodsfrø, Løgkarsefrø, Ene, Korsknap.

Nordiskurte Kundskab | Kursuslogin