Høst ved stranden og i havet

Høst ved stranden og havet

Velkommen til stranden og havet – Danmarks måske simpleste og mest gavmilde biotoper. Simpel fordi stranden og havet er et begrænset område, der er til at finde, og gavmild fordi de indeholder mad planter som smags- og konsistensmæssigt minder om grøntsager, vi kender – og så er der meget mad i planterne. 

Høst ved stranden

Der er lidt særregler eller råd, når vi høster ved stranden, i forhold til inde i landet.

  • Sand er porøst; vær derfor ekstra forsigtig på ikke at hive planten op med roden, når du høster. Høst gerne med kniv eller saks.
  • Sand flyver og kommer ind alle steder, derfor er strandplanterne noget af det, jeg skyller inden brug. Vask dog stadig blomster meget begrænset og helst ikke.
  • De sukkulente strandplanter tørres meget dårligt. Jeg spiser den som regel rå eller konservere dem i syltning eller fermentering.
  • Enkelte planter fryses fint, men jeg har ikke prøvet det med ret mange af dem, så du må gøre dine egne forsøg.

Høst i havet

Høstning i havet er en fuldstændig anden biotop end alt på landjorden, derfor har det sine egene fordele og ting at være opmærksom på. Generelt er forholdet til planterne i naturen, forarbejdningen og anvendelsen en øvelsesting – plus et spørgsmål om personlige præferencer, man opdager hen ad vejen.

Biologisk inddeles alger i 3 grupper (arter i Danmark): rødalger (165 arter) brunalger (125 arter) grønalger (85). Vi skal beskæftige os med 4 brunalger. Brunalger er de største af algerne og gror på alle dybder.

Det kommende gælder for de 4 arter af klørtangfamilien: savtang, langfrugtet klørtang, lavklørtang og blæretang. For andre tangarter kan gælde andre vejledninger. 

Høstning af tang

  • Høst max 10 % af algen, da den skal have mulighed for at komme sig, fordi den er hjem for andre organismer og fordi der måske kommer andre og høster.
  • Algen, du høster, skal sidde fast på noget, en sten, et stykke træ eller lignende. Du må aldrig høste tang, der ligger på stranden eller flyder rundt.

Hvornår høster vi tang

  • Begroning er en fællesbetegnelse for ting, der vokser på tang; ofte andre algearter, men også dyr som posthussneglen laver hjem på tang. Hverken det ene eller andet er farligt, men kan være uappetitligt. I begroning kan opholde sig bakterier, som kan give maveonde. Jeg høster som udgangspunkt uden om begroning, men er det bare en smule, kan jeg godt finde på at fjerne det med en negl.
  • Begroning er særligt et problem i sommermånederne, hvor der er meget næring i vandet og sollys. Tang høstes derfor optimalt fra september til april/maj måned.

Rent vand

  • Tjek om vandet virker rent.
  • Kan du se spildevandsudløb i nærheden, så gå længere væk, med mindre du ved, det er uskadeligt.
  • Høst aldrig tættere end 300 meter på en havn og vær særligt opmærksom på industrihavne.
  • Tjek badevandskvaliteten, en god tommelfingerregel er: hvis du må bade i vandet, kan du også høste tang fra vandet. Du kan tjekke det her: http://badevand.dk/#om-badevandsprognoser

Giftighed

  • Der findes ingen dødeligt giftige tangarter i danske farvande, men to man ikke skal høste. Kællingehår, som har et højt indhold af svovlsyre samt Butblæret sargassotang, der indeholder en høj koncentration af arsen.
  • Tang indeholder meget jod. Jod er essentielt, men kan være et problem i MEGET store mængder. Hvid du har en overaktiv skjoldbruskkirtel, skal du have begrænset mængde af tang.

Bevaring og konservering

  • Når tang er høstet, kan det gemmes omkring en uge på køl. Det er vigtigt, du ikke vasker tangen i ferskvand, hvis du vil gemme det. Enten rens det i havet, eller lav en 2% saltopløsning hjemme og rens tangen i det. Umiddelbart inden brug kan du vaske tangen i ferskvand.
  • Opbevaring på køl skal være i lufttætte beholdere eller poser.
  • Ved transport fra strand til hjem; læg tangen i pose eller beholder, der kan lukkes tæt.
  • Tang er en af de få urter, som kan tørres direkte i sollys. Spred det blot ud på en tør overflade. Når det er sprødt, er det klar til at komme på glas.
  • Alle 4 arter af tang kan fryses. Hvis du skyller tangen i ferskvand inden frysning, fryser tangen hårdere end hvis den blot er skyllet i saltvand.
  • Tang er skønt i en fermentering eller syltning.
  • Marinering, fermentering og syltning kan også gøres med tørret tang.

Nordiskurte Kundskab | Kursuslogin