Olier, sæber og salver

Olier, sæber og salver

Om cremer og salver

Det kommende er en refleksion af hvad jeg har lært på urteskolen, samt fra den tid jeg arbejdede hos Urtegaarden og hvad jeg selv har fundet frem til gennem tiden med eksperimenter.

Jeg har fravalgt at lave cremer, simpelthen fordi de kræver at man tilsætter konserveringsmidler – alligevel er der lidt ting, jeg gerne vil sige om dem.

Forskellen på cremer og salver er, at der er tilsat vand i cremer, hvorimod salver er rent olie/fedt baseret. Olie og fedt kan ikke mugne, derfor behøver de ikke blive konserveret.

Olie/fedt kan dog harske, hvilket ændrer dets struktur og til tider duft, men det gør det ikke farligt, blot uappetitligt. Du kan tilsætte E-vitamin for at forlænge en olies levetid – læs om dette senere.

Cremer er en kombination af olie og vand. Vand gør, at de kan mugne og selvom du ikke kan se det med det blotte øje, begynder de at mugne inden for et par uger. Hvis de ikke bliver konserveret, kan de derfor lave problemer i din hud.

Men hvad er så fordelen ved cremer? Cremer tilfører huden fugt, fordi de indeholder vand. Olien i cremen lægger sig samtidig på huden og holder på den tilførte fugt. Dette gør cremer fantastiske til tør hud.

Men husk at tør hud hydreres bedst indefra.

Salver lægger et ”forseglende” lag på huden og holder på den fugt som allerede er i huden, men tilfører ikke fugt, derfor er salver bedst til moderat hud. De fleste med fedtet hud har ikke lyst til at smøre en olie på huden og derfor går cremer som regel også bedst her.

Salver er bedst medicinsk, lokalt eller på kombinations/moderat hud.

Personligt bruger jeg kun salver og ren olie til at smøre på min krop (på nær solcreme), men det er, som du kan læse, ikke altid det optimale. Jeg laver både rene salver uden planteudtræk, salver med planteudtræk og salver med æteriske olier.

God fornøjelse

Olieudtræk

  • Længere nede kan du læse om forskellige olier, kvaliteter og egenskaber.

Olie konserverer ikke på samme måde som alkohol og eddike, derfor risikere du at dit olieudtræk mugner, hvis du laver det med frisk urt.

Hvis du vælger at tilsætte frisk urt, er det vigtigt at urten er totalt under olien. Den bedste og simpleste løsning på risiko for mug er dog at lave olieudtræk på tørrede urter, men uanset hvad du vælger, er fremgangsmåden som følger.

Fremgangsmåde

1 del urt til 2-3 del olie – i volumen ikke vægt

Alkohol

  • Tilsæt lidt alkohol til urten, bare et stænk (alt efter mængden af urt) det skal ikke sejle i alkohol.
  • Masser alkoholen ind i urten – dette hjælper med at nedbryde cellevæggene i urten og gør at de aktive indholdsstoffer bedre trækkes ud i olien.
  • Urt og olie puttes på glas.
  • Lad blandingen trække i 4 – 6 uger.

Olien kan bruges som den er, men du kan også lave salve af den.

Og så er det bare at vente og følge med i olie udtrækket. Sæt det gerne et sted, hvor du lægger mærke til hvordan det ændrer sig over ugerne?

Grundopskrift på salve (til 320 ml)

  • Læs om mættede fedtstoffer og voks længere nede.

Ingredienser

  • 75 g mættet fedtstof
  • 30 g voks
  • 140 g flydende olie (dit planteudtræk)
  • ½ tsk E-vitamin (3 g) (kan undlades, konserverer og beskytter olierne)

Fremgangsmåde

  • Smelt mættet fedtstof og voks sammen med den flydende olie.
  • Det skal tages af varmen lige så snart fedt og voks er smeltet.
  • Tilsæt flydende E vitamin, når olien begynder at sætte sig.
  • Rør i det af og til, mens det køler ned.
  • Tilsæt til krukker, glas eller hvad end du vil have din salve i.

Om E vitamin

Flydende E-vitamin (ikke E-vitamin olie) er en kraftig antioxidant og bruges til at beskytte olien mod harskning – den virker altså som konservering for olier. Den kan i hvert fald købes hos Urtegaarden, men også andre steder. E-vitamin kan udelades.

Om Æteriske olier

Jeg laver også salver med æteriske olier – mest af alt en salve a la tigerbalsam. Se afsnittet fra kontant om naturlige tilsætningsstoffer, inden du putter æteriske olier i alt.

Jeg bruger max omkring 1% æterisk olie, i forhold til salvens mængde. 20 dråber svarer til 1 ml, dvs. hvis jeg laver en blanding på 300 ml tilsætter jeg max 60 dråber, og det er udelukkende hvis jeg f.eks. laver tigerbalsam, som er behandlende. Almindelige salver ville jeg aldrig tilsætte så meget.

Jeg bruger følgende æteriske olier i en tigerbalsam:

Kanelbark – Enebær – Mynte – Nellike – Eukalyptus – Vintergrøn – Rosmarin – Ingefær – Tea-Tree Oil og andre varmende/stærke æteriske olier.

Om olier

Når du skal vælge olier, er der lidt at overveje.

  • Hvilken olie føles rar på din hud?
  • Hvor fed skal olien være?
  • Der er forskel på holdbarhed og modstandsdygtighed – dette kan have en betydning, hvis du skal have den med dig og den bliver udsat for forskellige klimatiske forhold, kulde og varme.
  • Kvalitet

For at starte med det sidste

Kvalitet dækker over hvor forarbejdet en olie er, men med i overvejelserne synes jeg også bør være, hvor langt den har rejst. Vælg en økologisk koldpresset jomfru olie, når det er muligt. Det betyder, at det er første presning og at den ikke har været varmet op.

Følgende olier ville jeg gå udenom af forskellige årsager (bl.a. måden de er forarbejdede på og holdbarhed) vindruekerneolie og solsikkeolie.

Holdbarhed har at gøre med hvor stabil en olie er – det kan du læse i skemaet under. Du kan yderligere forlænge salvens holdbarhed ved at tilsætte E-vitamin.

Hvor rar føles olien – det må du prøve dig frem til, men tag hensyn til din hudtype – jo mere fed din hud er, jo mere tør bør olien som udgangspunkt være.

Jeg bruger salverne som creme på hænder, fødder og i hovedet – det er de eneste steder, jeg påfører noget. Jeg er glad for at vide, hvor mit produkt kommer fra og hvad der er i. Har du nogensinde vendt et hudplejeprodukt om og læst varedeklarationen? Jeg undrer mig over, hvorfor så mange ting kommes i olierne, når det kan gøres så simpelt.

Skema over Olier, fedtstoffer, egenskaber og andet

FedtsyreOlie/fedtstofEgenskabHoldbarhedOptages gennem hudenIndvortes
VoksPalmevoks Bivoks Lanolin Carnaubavoks (vegansk) Candelillavoks (vegansk)Klæbrig og meget fed.Meget godNej – lægger sig på huden.Nej
Mættet fedtKokosolie Sheasmør Palmeolie kakaosmørFedGodNej – lægger sig på huden.God til stegning, meget stabil
Enkelt umættetOlivenolie Rapsolie Avokadoolie Mandelolie Abrikosolie SesamolieHalvfed til halvtørOkay  Nej – lægger sig på huden.Særligt olivenolie kan anvendes til let stegning og ovn. De resterende kan til nøds bruges, men er bedst til salater og kold brug.
Flereumættede fedtsyreTidselolie Hampeolie Kæmpenatlysolie Vindruekerneolie SolsikkeolieTørMindre godTil delsKun kold brug.

Jeg håber, du vil nyde dine salver, lige så meget som jeg gør.

Fastsæber

Simpelt, sjovt og lækkert!

Først skriver jeg grundprincipperne, derefter om urteudtræk og til sidst konkrete opskrifter. Jeg har skelet enormt tæt til sæbebogen af Sumo Lotus (hvilket er et gammelt navn, hun kalder sig Mette Lotus nu) og kan på det varmeste anbefale den! Jeg har aldrig været superkreativ inden for sæbekreering og vil bare fortælle at det er en stor verden med masser af muligheder for sjove og kreative udfoldelser – såååå hvis du finder det spændende, er der en kæmpe verden af sæber efter det du lærer her! Principper om kvalitet og hvilken olie du skal vælge i forhold til huden, er de samme som under salver.

Den nemmeste måde i verden at lave en fastsæbe er med stavblender.

Grundelementer

Opskrifter finder du på side 13 og hvordan du sammensætter din egen sæbe, finder du på side 16 og 17. (sidetal fra pdf)

Du skal bruge

Kaustisk soda (kan købes i matas og store supermarkeder)

Fedtstof

Vand

Plast eller glas kande (ikke metal)

Stavblender

Vægt

Termometer

ph papir

Fremgangsmåde

  • Vand tilsættes kanden.
  • Afvej kaustisk soda, drys det i vandet lidt ad gangen mens du rører.
  • Kaustisk soda skal ALTID tilsættes til sidst, da processen medfører høj varme- og dampudvikling. Brug helst handsker og briller. Undgå indånding af dampe.
  • Blandingen af vand og kaustisk soda hedder lud.
  • Lud bliver varm, op til 90 grader – undgå at indånde dampen.
  • Lad luden afkøle mens du varmer fedtstoffet.
  • Varm fedtstoffet op til 40 grader.
  • Når lud og fedtstof er 40 grader, røres luden i fedtstoffet.
  • Stavblend sæbe massen indtil den er tyk og cremet, cirka 5 minutter.
  • Hæld sæbe massen i form(e).
  • Slå et klæde om og lad den hvile minimum et døgn.
  • Stil massen hvor den er utilgængelig for børn, husdyr og andre nysgerrige sjæle, da den er ætsende til at starte med. (vi har vel alle set Fight club)
  • Efterfølgende kan den skæres eller tages ud af formene.
  • Sæben er klar til brug, når den har en ph værdi på under 9.

Urter i sæben

Der er i hvert fald 3 måder du kan få urter i sæberne på! Du kan trække dem i vandfasen eller i oliefasen, kombinere de to samt tilsætte æteriske olier.

Urter i vandfasen

Det er ligesom at lave en infusion, samme forhold mellem urt og vand med en enkelt ændring. Da vi ikke skal drikke vandfasen ligesom vi drikker infusioner, lader vi den altid trække mindst 12 timer, gerne 24. Urtedele der skal koges, koges stadig, derefter lader du dem trække i 12 – 24 timer. 

Urter i fedtfasen

Du laver et olieudtræk præcis som beskrevet i salve delen og anvender olien i fedtfasen.

Æteriske olier i din sæbe

Du kan tilsætte æteriske olier til din sæbe, men æteriske olier er ikke uproblematiske. Du bør kun gøre det en gang imellem og altid med omtanke. Anvend max 60 (ca. 3 ml) dråber pr. 100 g sæbe. 

Opskrifter

  • Følg fremgangsmåden beskrevet på side 8 (sidetal fra pdf – her er det lidt højere oppe i teksten)

Olivenolie sæbe

  • Mild sæbe, der ikke skummer ret meget

LUD:

120 g/ml koldt vand

50 g kaustisk soda

FEDTSTOF:

400 g olivenolie

Skummende sæbe

  • Kokosolie får sæber til at skumme.

LUD:

150 g/ml koldt vand

65g kaustisk soda

FEDTSTOF:

200 g Olivenolie

200 g Kokosolie

Skrubbe sæbe

Brug en af de to ovenstående opskrifter og tilsæt et skrubbemiddel til sæben. Du kan ikke ødelægge sæben ved at putte for meget i, men den kan blive svær at bruge sæben.

Følgende er inspiration til skrubbe midler:

Kaffegrums

Abrikoskernemel

Hårde pulveriserede urtedele

Shampoobar

LUD:

83 ml koldt vand

34g kaustisk soda

4 g citronsyre

FEDTSTOF:

100 g kokosolie

4 g sheasmør

75 g mandelolie

33 g ricinusolie

SLUTFASEN:

5 ml broccolifrøolie

2 ml havtorneolie

2 ml brændenældetinktur (bladene)

Evt 2 ml æterisk olie

Fremgangsmåde

  • Følg fremgangsmåden på side 8 for lud og fedtstof.
  • Slutfasen tilsættes når fedtfasen er blevet stavblendet i et minuts tid.
  • Hele eller dele af slutfasen kan undlades. Men det er broccolifrøolien og havtorneolien som er med til at give shampoobaren dens nærende og beskyttende effekt.

Byg din egen sæbe

Du kan bruge alle mulige slags olier. Hvor meget kaustisk soda, der skal bruges, kommer an på, hvilken olie du anvender. Hvis du selv vil sammensætte sæbeopskrifter, kommer herunder en oversigt over udregninger i forhold til forskellige olier. Oversigten kommer fra Sæbe Kogebogen af Sumo Lotus (Mette Lotus), som jeg har refereret til tidligere. Oversigten er bragt med tilladelse fra Mette. Jeg vil anbefale at købe eller låne bogen på biblioteket. I ældre udgaver af bogen bruges der piskeris til at lave sæberne, men det er betydeligt nemmer at lave dem med stavblender, som jeg har beskrevet i opskriften.

Nordiskurte Kundskab | Kursuslogin